KVINDEKOMPAGNIET

KvindeKompagniet er en podcastserie, et talkshow og TV-fortællinger om kvindelige iværksætteres vilkår i Danmark. Journalisten og iværksætteren Josefine Volqvartz stiller skarpt på kvinder, der har taget springet fra livet som fastansat til leder af egen virksomhed. I sæson to i gang og flere ambitiøse iværksætterkvinder får taletid.

Optagelser hos Sahra-Josephine Hjorth hos CanopyLAB i Filmbyen.

Væsentligt færre kvinder end mænd prøver kræfter med livet som selvstændig, og faktisk er kun hver fjerde ny virksomhed stiftet af en kvinde. Det betyder, at samfundet og iværksættermiljøet går glip af idéer, talent og diversitet, og den udfordring tager KvindeKompagniet udgangspunkt i.

KvindeKompagniet er en podcastserie, aktiviteter på sociale medier og korte tv-fortællinger om og med en række kvindelige iværksættere. Sæson 1 gav i foråret 2020 taletid til en række ambitiøse og inspirerende kvinder, og i efteråret 2020 medvirker endnu flere rollemodeller – både kvinder og mænd.

Helene Aagaard i TV studiet med Josefine Volqvartz.

Trods øget fokus på problemstillingen er der ikke opløftende nyt at hente i statistikkerne. Flere analyser viser nemlig, at der endnu er et stykke vej til ligestilling i iværksættermiljøet, og senest dokumenterer Iværksætterindblikket 2020 fra Fonden for Entreprenørskab, at andelen af kvindelige stiftere af nyetablerede virksomheder i 2018 var på blot 26 procent. Det er på niveau med de foregående år, og udviklingen bekræftes af Dansk Erhverv i analysen Danske kvinders iværksætteraktivitet er blandt de laveste i OECD. Her peges på manglen på rollemodeller som en af årsagerne til den lave kvindelige iværksætterandel.

Iværksætterbarometer 2019 fra Center for Vækstanalyse viser, at 11 procent af de kvindelige stiftere har oplevet særlige udfordringer ved at etablere sig som iværksættere. Hos mændene svarer kun to procent bekræftende på det spørgsmål. Finansiering er en central del af etableringsfasen, og her viser analysen Nordic Startup Funding fra Unconventional Ventures, at virksomheder stiftet af kvinder kun modtog lidt over en procent af venturekapitalen i 2018.

"Da vi startede Inspire Film, oplevede vi, at der var meget få kvinder, der fik taletid i iværksættermiljøet, selvom der er masser af kvindelige iværksættere. Nu har vi valgt selv at tage ordet".

For journalist og iværksætter Josefine Volqvartz har disse tal været startskuddet til KvindeKompagniet. Derudover var hun i 2017 med til at stifte Inspire Film og oplevede dengang, at inkubator-miljøet var præget af mandlige iværksættere, og at kun få kvinder fik taletid. Derfor besluttede hun sig for selv at tage ordet og give det videre til andre iværksætterkvinder – gennem KvindeKompagniet.

 

Serien fik allerede i første sæson fik stor opmærksomhed i medierne og blandt interessenter i iværksætterkredse, og indsatsen for at give taletid til inspirerende rollemodeller fortsætter nu i sæson to.

 

Ambitionen med KvindeKompagniet er, at interviews skal give indblik i livet som iværksætter - på godt og ondt. Serien skal inspirere og afmystificere en tilværelse, som få kvinder på nuværende tidspunkt kan se sig selv i, og den skal bidrage til ligestillingsdebatten i iværksættermiljøet. For handler det om en indbygget køns-bias, om stereotype opfattelser af iværksætteren eller om kultur? Eller handler det om lovgivning, barselsvilkår, funding eller uddannelse? Eller findes løsningerne et helt andet sted?

I haven med Amelie Toft fra Glad Have.

Det vil KvindeKompagniet forsøge at give svar på, og arbejdet med at bane vejen for flere kvindelige iværksættere er styrket i efteråret 2020. Josefine Volqvartz har indgået et samarbejde med Dansk Erhverv om etablering af netværk for rollemodeller, ligesom KvindeKompagniet samarbejder med Nordic Entrepreneurship Hub, Fonen for Entreprenørskab og en række andre initiativer, der alle har diversitet og iværksætteri som omdrejningspunkt. Derudover er der taget hul på planlægningen af ”KvindeKompagniet på Tour”, hvor målet er at samle iværksætterkvinder over hele landet til foredrag og inspiration

"Vores målgruppe er folk i alle aldre fra hele Danmark, der gerne vil lade sig inspirere af dem, der tør sætte alt på spil for at udleve deres drøm og bygge noget op fra bunden." 

Deltag i debatten, når KvindeKompagniet Live kommer forbi, på de sociale medier eller skriv direkte til Josefine Volqvartz og kom med forslag til, hvad de kommende afsnit af KVINDEKOMPAGNIET skal handle om.

"Serien handler om de modige kvinder der tør sætte alt på spil for et iværksættereventyr – vi taler succeser såvel som fiaskoer."

Created by Inspire Film 2020