OM JOSEFINE VOLQVARTZ

Initiativtageren til Kvindekompagniet, Josefinde Volqvartz, har en lang karriere bag sig som TV-journalist og filmproducent i udlandet. Da hun for fem år siden vendte tilbage til Danmark, var hun overrasket over, hvor dårlige kår ligestillingen har i Danmark, som ellers bryster sig af at være et foregangsland på det område. Hun lagde især mærke til forskellen, da hun startede Inspire Film og blev en del af iværksættermiljøet.

Da Josefine Volqvartz var bare 16 år, deltog hun i World Conference of Women i Beijing. Også dengang i 1995 stod ligestilling højt på dagsordenen, og for Josefine blev det startskuddet til et engagement i spørgsmålet om kvinders rettigheder, ligestilling, ulighed og udvikling.

Josefine med TV-værterne Redi Tlhabi og Tshepiso Makwetla på Women Deliver konferencen i København.

Seneste bevis på dette engagement er KvindeKompagniet. Her ønsker Josefine at give stærke iværksætterkvinder taletid – noget, der var en mangelvare, da hun selv var medstifter af Inspire Film. Det var i 2017, hvor Josefine var vendt hjem til Danmark efter en bemærkelsesværdig karriere i udlandet.

Med Zindzi Mandela til Womenomics i København.

Efter endt uddannelse på blandt andet Cambridge University i England fik Josefine arbejde som journalist på den ansete britiske avis The Guardian og siden hos CNN i London. I 2005 var hun med til at stifte nyhedskanalen Al Jazeera English, hvor hun efterfølgende var reporter og producer. Efter et smut forbi Mellemøsten rykkede Josefine i 2009 til Sydafrika – fortsat med tv-produktion af nyheder, talkshows og dokumentarer som omdrejningspunkt.

 

Hun har samarbejdet med statsledere, beslutningstagere og berømtheder, og hun stået bag tv-produktioner med millioner af seere over hele verden. Blandt hendes produktioner er BBC World-debatten ”Why Poverty?” med tidligere britisk premierminister Tony Blair, ”Women’s Rights” i forbindelse med World Economic Forum i Davos og Al Jazeeras prisvindende videnskabsserie ”Earthrise”.

 

Da Josefine vendte hjem til Danmark, var en af hendes første opgaver at etablere og drive en pop-up tv-station ved Women Deliver-konferencen i København. Her fik hun igen mulighed for at engagere sig i ligestillingsspørgsmålet gennem interviews med mere end 60 gæster i over 40 programmer, der blev transmitteret online og via en lang række tv-stationer over hele verden.

 

I Inspire Film bruger Josefine sin store erfaring som journalist, producer og filmskaber til at udvikle programformater, producere corporate content, dække store events og levere nyhedsindslag om danske og skandinaviske forhold til eksempelvis Al Jazeera, ABC, Vice Media og Reuters.

 

Nu udvider hun med en podcastserie, der også sætter fokus på ligestilling – denne gang i iværksættermiljøet. KvindeKompagniet er en reaktion på analyser, som viser, at antallet af virksomheder stiftet af en kvinde ligger markant under tallet for virksomheder stiftet af mænd. Josefine ønsker, at kvinderne i podcastserien som rollemodeller kan inspirere og afmystificere tilværelsen som iværksætter, så flere kvinder får modet til at tage skridtet og stifte egen virksomhed. 

Created by Inspire Film 2020