Iværksætteri og barsel var omdrejningspunktet i denne TV-debat mellem erhvervsminister Simon Kollerup, Roccamore-founder Frederikke Antonie Schmidt og diversitetskonsulent Lisbeth Odgaard Madsen fra Potential Co. Debatten rummede gode eksempler på udfordringer for kvindelige iværksættere, konkrete forslag til nye barselsordninger og klare holdninger til begge dele – og en fælles ambition om flere kvindelige iværksættere.
Gode eksempler på udfordringer for kvindelige iværksættere, konkrete forslag til nye barselsordninger og klare holdninger til begge dele kom på bordet, da erhvervsminister Simon Kollerup, Roccamore-founder Frederikke Antonie Schmidt og diversitetskonsulent Lisbeth Odgaard Madsen fra Potential Co. mødtes til debat i KvindeKompagniet Special.
I debatten var der rørende enighed om, at der er behov for flere kvindelige iværksættere, men at ønsket om at få børn for nogle kommer på tværs af drømmen om at stifte egen virksomhed. Sådan bør det ikke være, så hvordan kan den virkelighed ændres?
En del af løsningen findes ifølge Simon Kollerup i strukturelle ændringer, hvor eksempelvis mere øremærket barsel til mænd kan skubbe til udviklingen – en udvikling, som skal sikre lige muligheder for alle og en bedre udnyttelse af det fulde potentiale i samfundet. For Lisbeth Odgaard Madsen, der selv er iværksætter og nybagt mor, er det også et spørgsmål om, hvordan lovgivningen kan understøtte en kulturændring, hvor kvinder ikke er bange for at fortælle, at de er gravide, og hvor babyer er velkomne på kontoret. Hun påpeger samtidig, at lovgivningen i dag er så kringelkroget, at den risikerer at spænde ben for spæde kulturændringer.
Frederikke Antonie Schmidt er som arbejdsgiver optaget af, hvordan fleksibilitet og flere tilbud til nybagte mødre kan gøre det mindre risikofyldt at ansætte unge kvinder. For en virksomhed i vækst er sårbar over for graviditeter, og hun efterlyser eksempelvis tilskud til hushjælp i de nybagte familier og en ordning, hvor medarbejderen kan købe nogle af sine barselsdage og i stedet tage på arbejde. Og så er hun fortaler for en 50/50 fordeling af barsel, så mænd er lige så ”farlige” at ansætte som kvinder.
Netop konkrete idéer og gode input fra iværksættermiljøet er i høj kurs hos Simon Kollerup. Han arbejder på et iværksætterudspil, som skal sikre lige muligheder mellem kvinder og mænd og blandt andet skal være med til at bane vejen for flere kvindelige iværksættere. Også kvindelige rollemodeller kan bidrage til en stigning i andelen af virksomheder stiftet af en kvinde, og debatten gav undervejs også ordet videre til netop rollemodeller og iværksætterkvinder blandt publikum.
Dette afsnit af KvindeKompagniet Special blev arrangeret i samarbejde med Roccamore, som også lagde butik til debatten, og var støttet af Fonden for Entreprenørskab.
Comments